Principper for veterinærtest

Principperne for veterinærtest inkluderer hovedsageligt klinisk undersøgelse, patologisk obduktion og laboratorieundersøgelse, der tilsammen udgør veterinærtestteknologi til dyresundhedsavl og sygdomsforebyggelse og -kontrol.

Klinisk undersøgelse
Klinisk undersøgelse er den grundlæggende metode til veterinærdiagnose, herunder seks trin: spørgsmålstegn, observation, berøring, perkussion, lytning og lugtende:

Forespørgsel: Spørg dyreejeren om dyrets grundlæggende situation, såsom race, medicinsk historie, begyndelsestid osv.
‌Visuel undersøgelse: Brug synet til at observere hele kroppen og de lokale forhold for dyret.
‌Palpation: Rør kropoverfladen og indre organer på dyret med dine hænder.
‌Perkussion: Brug dine hænder eller instrumenter til at udnytte en bestemt del og dommer abnormiteter baseret på egenskaberne ved vibrationer og lyd.
‌ Assultation: Brug ører eller stetoskoper til at lytte til lydene i dyrets krop.
‌OlfAction: Dommer dyrets sundhedsstatus efter lugt.
Derudover kan der også anvendes specielle undersøgelsesmetoder, såsom røntgenstråler og B-ultrasound. Røntgenstråler kan projicere billeder af dyreorganer og knogler, mens B-ultralyd tydeligt kan vise tværsnitsbillederne af indre organer til sygdomsdiagnose.

Patologisk undersøgelse
Patologisk undersøgelse er dissektion af døde dyr til diagnosticering af sygdomme ved at observere syge organer og væv. Patologisk undersøgelse kræver, at veterinærer har rig erfaring for nøjagtigt at bedømme tilstanden og tage passende sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger.

Laboratorieundersøgelse
Laboratorieundersøgelse inkluderer opsamling af blod, urin, fæces eller andre kropsvæskeprøver fra dyr og detektering af biomarkører i prøverne, såsom patogen -DNA eller RNA, gennem biokemiske og molekylære biologi -teknikker. Almindeligt anvendte detektionsteknikker inkluderer:

Polymerasekædereaktion (PCR): bruges til at påvise patogen -DNA eller RNA.

Enzymbundet immunosorbentassay (ELISA): baseret på antigen-antistofreaktion, detektering af antistoffer eller andre proteinbiomarkører.

Andre biokemiske teknikker såsom massespektrometri og flowcytometri.

Disse teknikker kan meget følsomt identificere spormængder af patogener og derved bestemme, om et dyr er inficeret med en bestemt sygdom.